Bliv informationssikkerhedskonsulent i Fredensborg Kommune og styrk vores digitale infrastruktur

dato

Er du vores nye informationssikkerhedskonsulent, der skal være med til at styrke informationssikkerheden i Fredensborg Kommune?

Brænder du for informationssikkerhed, og vil du være med til at beskytte Fredensborg Kommunes systemer og data, i en tid, hvor truslerne mod den digitale infrastruktur aldrig har været større? Så er det måske dig, vi leder efter til en nyoprettet stilling som informationssikkerhedskonsulent i Fredensborg Kommune.

Dine opgaver
Du bliver en central del af arbejdet med at udvikle og forankre kommunens arbejde med informationssikkerhed. Du skal være med til at sikre Fredensborg Kommune fortsat har stærke tekniske, organisatoriske og personrelaterede kontroller og foranstaltninger. Dine opgaver vil blandt andet være:

  • Koordinere og drive implementeringen af ISO27001 og NIS2 i organisationen, herunder sikre en tværgående forankring af informationssikkerhed på tværs af afdelinger og i ledelseslaget
  • Udvikle og vedligeholde politikker, processer og retningslinjer for informationssikkerhed
  • Gennemføre risikovurderinger af kommunens IT-systemer, og arbejde med trusselsbilledet, sammen med fagområderne
  • Samarbejde med GDPR-konsulenten, DPO og digitaliseringskonsulenter samt IT-Forsyningen, for at sikre en sammenhængende tilgang til sikkerhed og compliance
  • Planlægge og gennemføre awareness-træning for medarbejdere og ledere
  • Understøtte en god systemforvaltning af vores IT-systemer
Du bliver en del af et tværfagligt arbejdsfællesskab, hvor du vil samarbejde tæt med GDPR-konsulenten, DPO’en, digitaliseringskonsulenter og repræsentanter for resten af organisationen, for at skabe en robust sikkerhedskultur. Du vil også få et meget tæt samarbejde, og kolleger at sparre med, i IT-Forsyningen, som er vores IT-afdeling. IT-Forsyningen ejes af Fredensborg Kommune sammen med Allerød, Ballerup, Egedal og Furesø Kommuner. Der er derfor rigtig gode muligheder for faglig sparring og videndeling på området. Derudover har KL og KOMBIT fora og udviklingsspor der understøtter arbejdet med kommunernes informationssikkerhed. Du vil derfor blive en del af et område i vækst og med gode muligheder for hjælp, sparring og udvikling.

Din profil
Der kan være mange indgange til at bestride stillingen som informationssikkerhedskonsulent i Fredensborg Kommune, så din uddannelsesbaggrund er ikke afgørende. Da en stor del af jobbet handler om at implementere processer, foretage opfølgning og rådgive ledelsen, er det vigtigt, at du har erfaring med procesfacilitering og projektledelse. Samtidig skal du synes, det er spændende og motiverende at implementere nye processer og standarder i en stor organisation som Fredensborg Kommune. Det er vigtigt, at du har erfaring med koordinering og også gerne organisationsudvikling.

Vi ser gerne, at du:
  • Har enten kendskab til NIS2-direktivet og ISO27001 – eller i mindste fald synes det kan være sjovt at blive ”100-meter” mester i det
  • Har forståelse for både tekniske og organisatoriske aspekter af informationssikkerhed. De tekniske aspekter håndteres i et samarbejde med IT-Forsyningen, men du skal have en nysgerrighed for denne del alligevel
  • Erfaring med implementering af sikkerhedsstandarder og compliance-programmer
  • Har stærke koordinerings- og samarbejdsevner
  • Kan kommunikere komplekst stof på en forståelig og anvendelig måde for organisationen
  • Har erfaring med forandringsledelse og organisationsudvikling
Derudover vil det være en fordel – men ikke et krav, at du har en certificering inden for enten CISM, CISA, CISSP eller lignende eller eventuelt har indblik i IT-arkitektur. Det er dog ikke et krav.

Hvem er vi?
Du vil blive en del af kommunens Digitaliseringsteam som består af i alt 9 medarbejdere.

I Fredensborg Kommune arbejder vi strategisk med digitalisering. Det betyder også, at der er et stort fokus på Digitaliseringsteamets arbejdsområder, herunder informationssikkerhed.

Teamet arbejder ofte med korte deadlines og med konstante forandringer. Det betyder, at du som konsulent i Digitaliseringsteamet vil have en varierende arbejdsdag med krav til udvikling og fremdrift. Som konsulent i teamet vil du derfor opleve, at vi prioriterer din faglige og personlige udvikling.
Vi har forskellige faglige profiler, hvor vi understøtter og hjælper hinanden i opgaveløsningen. Vi har et godt og meget tæt samarbejde med vores dygtige kolleger i IT-Forsyningen.
Vi arbejder i dag bl.a. med robotteknologi, kunstig intelligens og velfærdsteknologi og mere udbredte arbejdsområder som systemimplementering og LEAN.
Første juni 2025 overflyttes IT-arkivet fra kommunens Kulturområde til Digitalisering. Sammen med bl.a. IT-arkivaren skal du opbygge vores informationssikkerhedsorganisation, således informationssikkerhed i endnu højere grad kommer i fokus i hele organisationen.

Vi vægter et godt samarbejde og sammenhold i teamet. Dette skal du naturligvis være med til at understøtte og bidrage til. Ligesom vi er klar til at tage godt imod dig og bidrage til din succesfulde opgaveløsning.

Vi tilbyder
  • En spændende og strategisk vigtig rolle med stor indflydelse på vores informationssikkerhedsarbejde
  • Et tværfagligt og samarbejdsorienteret arbejdsmiljø
  • Mulighed for faglig udvikling og specialisering inden for informationssikkerhed
  • Gode faglige netværk og faglig sparring
  • En organisation med fokus på digitalisering, innovation og sikkerhed
  • Hjemmearbejde hver fredag, medmindre vi har møder ude i byen.
  • Vi arbejder som udgangspunkt til kl. 18 hver mandag og har fri kl. 13 hver fredag. Digitaliseringsteamet er en del af Center for Politik og Organisation.

Vi tilbyder en grundig introduktion til vores organisation, opgaver og relationer. Du vil få en personlig buddy og løbende sparring for at sikre en god start i rollen.
Vi prioriterer faglig udvikling gennem deltagelse i konferencer, kurser og uddannelse, da vores egen udvikling er afgørende for at kunne understøtte organisationen bedst muligt.
I Fredensborg Kommune har vi flere personalegoder. For eksempel medarbejder- og kunstforening, DHL-stafet og en god kantine. Derudover kan du benytte el-cykler og -biler til møder rundt om i kommunen. Du kan læse mere om Fredensborg Kommune på vores hjemmeside.

Praktisk om ansøgning
Synes du ovenstående lyder spændende, og kan du se dig selv i rollen som informationssikkerhedskonsulent i en kommune med stort strategisk fokus på informationssikkerhed? Så tøv ikke med at ansøge.

Deadline for ansøgning er 28. maj 2025.
Første samtale forventes i uge 23 og anden samtale den 23. juni 2025. Mellem de to samtaler vil der være personlighedstest.
Stillingen ønskes besat pr. 1. august 2025.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Digitaliseringschef Kamilla Blaabjerg på tlf.: 9243 4066
Digitaliseringsteamet holder til på Fredensborg Kommunes Rådhus, som ligger lige ved motorvejen ved Kokkedal og tæt på offentlig transport.

 

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Fredensborg Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Center for Politik og Organisation, Egevangen, 2980 Kokkedal

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 28-05-2025;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/73f09796-f877-407d-a02b-75e55785da79

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet