HUK Håndbolds U11-drenge triumferer ved Furesø Cup: "Drengene kan være stolte af deres indsats"

Profilbillede
dato

Den forgangne weekend var en prøvelse fyldt med spænding og håb for HUK Håndbolds U11-drenge, der deltog i Furesø Cup i Farum Arena. Omkring 500 børn deltager i stævnet i alderne fra 8 til 15 år. Vi fik en eksklusiv snak med Allan Kierkegaard, 1. assistenttræner for holdet, for at få et indblik i deres oplevelse.

Holdet, bestående af U11-drenge fra årgangene 2014 og 2013, var samlet til en weekend fyldt med intense kampe i Furesø Cup. Med en vellykket historie som U9-drenge og en ekstra træning sammen med ældre årgange, var forventningerne til stævnet høje.

"Drengene fra årgang 2014 har haft stor succes som U9 drenge, hvor de har vundet den bedste række. Disse drenge har måtte vælge om de ville have en ekstra træning sammen med årgang 2013 og 2012 oven i deres egen træning, hvilket gør at drengene kender rigtig godt hinanden, så forventning var derfor høje for dette stævne," lyder det fra Allan.

Et sammentømret hold viste sig frem
Holdet formåede at leve op til de høje forventninger og triumferede ved at vinde A-finalen. En sejr, der blev opnået takket være en enestående holdindsats og dedikation fra alle spillere.

Derfor udtrykte Allan Kierkegaard stor tilfredshed med holdets præstation og roste deres teamwork og dedikation.

"Med et utroligt teamwork og dedikation har spillerne kæmpet sig til sejr. Alle har bidraget og drengene kan være stolte af deres indsats," siger Allan og tilføjer:

"Sæsonen er kun lige startet, men holdet spiller som et meget sammentømret hold, da mange af drengene har spillet opad eller deltaget i U11 drenge træning i sidste sæson. Udover at drengene allerede nu er rigtig dygtig til at spille håndbold, så er venskabet det som binder dem sammen."

Med sæsonen kun lige begyndt ser holdet frem til at deltage i forskellige turneringer, herunder Sportyfied Cup i Albertslund næste weekend.

HUK Håndbolds U11-drenge har vist deres potentiale og styrke ved Furesø Cup, og med deres dedikation og sammenhold er de klar til at erobre flere sejre i fremtiden.

Kilde: Allan Kierkegaard, 1. assistent træner