De nye affaldsbeholdere kommer hurtigt på plads

Profilbillede
dato

På trods af forsinkelser kan langt over halvdelelen af kommunens husstande nu sortere deres affald i de nye affaldsbeholdere. I de kommende uger kommer de nye beholdere også til villakvarterne i Humlebæk.

Det går godt med at udrulle det nye affaldssystem, så alle kan sortere deres affald i de nye beholdere til bl.a. plast og metal. Corona-restriktioner har dog desværre forsinket en del generalforsamlinger i bolig- og ejerforeninger, og dermed også en række nødvendige beslutninger om det nye system.

”Generelt går det rigtig godt med at indføre det nye affaldssystem. Vi er nu også færdige i Fredensborg og i juni får villakvarterne i Humlebæk leveret deres beholdere. Og dermed kan langt størstedelen af alle kommunens husstande sortere deres affald i de nye fraktioner. Det ved jeg, at mange har ventet længe på, og det er mit klare indtryk, at der er meget stor opbakning og vilje til at bidrage til bedre klima og miljø på denne måde”, siger borgmester Thomas Lykke Pedersen.

Flemming Rømer, formand for Infrastruktur- og Teknikudvalget, supplerer:

”I efteråret og vinteren har vi koncentreret os om at få affaldssorteringen indført i etageejendommene. Herefter tog vi fat på villakvartererne, hvor vi nu er nået til Humlebæk. Desværre har restriktioner som følge af Corona betydet, at mange grundejerforeninger og boligforeninger ikke kunne afholde deres generalforsamlinger som planlagt. Dermed har de også måtte udskyde de nødvendige beslutninger for at komme i gang med affaldssorteringen. Men når restriktioner og forsamlingsforbud nu blødes op forventer vi, at alle formalia og beslutninger hurtigt kommer på plads, så alle får det nye affaldssystem”, siger Flemming Rømer.

I løbet af september ventes de sidste enfamilieboliger i landområdet at få leveret deres nye beholdere. Også alle etageboliger og andre boligområder med fællesbeholdere ventes at blive klar i år, men sluttidspunktet er pt. ukendt, da der først skal ske en dialog med hvert enkelt ejendom/område.

Kilde: Redaktionen